Gå til hovedindhold
Du er her:

Åbrinken

Botilbuddet Åbrinken retter sig til voksne med udviklingshæmning. Flere beboere har forskellige tillægsdiagnoser. Derfor har beboerne behov for støtte til mange af dagligdagens aktiviteter og gøremål.

Åbrinken er et botilbud efter Servicelovens §85 og den Almene Boliglov §105.

Botilbuddet ligger i naturskønne omgivelser, tæt på skov og sø og mulighed for dagligvareindkøb. Her bor elleve mennesker fordelt på seks toværelses- og fem étværelseslejligheder fordelt på to etager samt et fælleskøkken og opholdsrum.

Medarbejderne på Åbrinken har alle pædagogisk uddannelse eller mangeårig erfaring indenfor det pædagogiske felt. Beboerne har et funktionsniveau, der gør, at botilbuddet ikke er døgndækket, og derfor tilrettelægges den socialpædagogiske støtte med udgangspunkt i beboernes funktionsniveau.

Vores faglige fokus er at understøtte den enkelte beboeres daglige livsførelse, mestre eget liv med funktionsnedsættelser og at fremme et så selvstændigt liv som muligt. En del af den socialpædagogiske støtte retter sig mod aktiviteter såsom socialt samvær, fælles madlavning og motion.

Vores faglighed er ikke metodebestemt, for vi prioriterer at gå på opdagelse i de metoder og strategier, der virker i relation til den enkelte beboers udvikling. Med afsæt i vores pædagogiske relationsarbejde tager vores faglige praksis blandt andet afsæt i Low Arousal, TEACCH-principperne og sansemotorisk integration.

Du kan læse mere om Botilbuddet Åbrinken på Tilbudsportalen.