Sjællands Festival-tur giver øget fællesskabsfølelse
Torsdag den 30. maj steg 22 glade og forventningsfulde beboere fra Bostedet Chr. X´s Allé ind i en stor bus, med retning mod Sjællands Festivalen.
Torsdag den 30. maj steg 22 glade og forventningsfulde beboere fra Bostedet Chr. X´s Allé ind i en stor bus, med retning mod Sjællands Festivalen.
Med højt humør, og musik bragende ud af musikanlægget på parkeringspladsen, pakkede beboere og personale alle forsyninger ind i den store bus – klar til en hel dag fyldt med musik og god stemning på Sjællands Festivalen.
Turen er en årlig begivenhed, som beboerne ser meget frem til, både på grund af kørsel i den store bus, men især alt den gode musik, de skal lytte og danse til.
Større selvstændighed
Når man spørger Simon Strange, der er Aktivitetshus Koordinator på Bostedet Chr. X´s Allé, hvad det giver beboerne at komme afsted på denne tur hvert år, så falder svaret prompte:
” De vokser simpelthen som mennesker på denne tur. På festivalen får de mulighed for at øve sig i at være selvstændige, have selvbestemmelse og møde fremmede, men ligesindede, i trygge rammer og folde sig ud, som dem de er.”
Tættere på hinanden
Derudover synes Simon Strange også at festivalturen skaber et større fællesskab mellem beboere og personale.
” Det samler os som bosted at være afsted sammen på sådan en tur, for vi kommer tættere på hinanden, og det betyder så også, at vi er bedre integreret i hinandens dagligdag på Bostedet Chr. X´s Allé.", udtaler Simon Strange.
På festivalen i år havde beboerne og personalet fornøjelsen af at høre kunstnere som Benjamin Hav, Ankerstjerne og Klumpen & Raske penge – desværre havde beboernes favorit, Birthe Kjær, aflyst i år, så det var lidt en skuffelse for mange.
Der skulle heldigvis mere til for at få den høje, glade stemning ned; der blev grinet, danset og sunget for fuld skrue,
og det var en træt flok, der satte sig ind i bussen ved 20-tiden, og kørte hjem mod Bostedet på Chr. X´s Allé.
Alle mættede af gode oplevelser og glæden ved at se frem til næste års festival-tur.