Når jeg ikke er her mere...

”Nu skal vi vist til at komme i gang”, siger foredragsholder Ann-Louise Rusborg og klapper i hænderne.

Det er onsdag aften den 19. marts og i den store sal i Aktivitetshuset på Chr. X´s Allé strømmer det ind med pårørende og pædagoger, som alle glæder sig rigtig meget til at høre foredraget ”Når jeg ikke er her mere”.

De 40 tilmeldte er alle kommet med et håb om at få nogle redskaber med hjem til at håndtere de mange bekymringer og svære samtaler, der er et vilkår, når man er pårørende eller tæt på et menneske med udviklingshandicap.

Åbenhed om de svære emner

Én af dem, der har hørt foredraget før, og været med til at bringe det til Bostederne, er Kirsten Munch, forperson for Pårørenderådet.

”Vi har tidligere haft et lignende foredrag herude omkring samme emne, men det berørte kun det juridiske - der var ingen snakke om de tanker og bekymringer vi går rundt med.
Da jeg hørte dette foredrag med Ann-Louise Rusborg sidste år, vidste jeg, at det var lige dét, 
vi havde brug for.

Jeg håber, at dem der er kommet i dag, har lyst til at åbne op og tage nogle gode snakke og debatter omkring emnet – og at de føler, at de får nogle redskaber med hjem, som kan hjælpe dem videre”.

Følelser, der aldrig forsvinder

De 40 publikummer begynder at finde deres pladser, og Ann-Louise Rusborg lægger ud med at spørge forsamlingen, om de kan genkende disse følelser:

• Dårlig samvittighed
• Beskyttertrang
• Sorgfølelse
• Daglige bekymringer
• For lidt plads til søskende

Hele salen kigger rundt på hinanden og nikker anerkendende, og bliver enige om, at det er nogle følelser, som aldrig forsvinder, når man er forælder til et barn med et handicap.

Alt det man frygter

Ann-Louise Rusborg fortæller, at hendes baggrund for at holde foredrag om dette emne, er, at hun selv har gennemgået alle de følelser og bekymringer, da hun havde en handicappet søn - som døde som 18-årig.  

”Allerede da min søn var 10 år gammel tog hans far og jeg snakken om, hvordan vi skulle forholde os til døden og fik lavet en plan og et testamente. Men det er meget forskelligt, hvornår man som forælder begynder at forholde sig til det.

Når pårørende kommer til dette oplæg, så har nogen alt på plads, mens andre slet ikke har rørt ved emnet, og de bliver ofte meget berørte og græder, fordi det åbner op ind til alt det, de frygter allermest”, fortæller hun.

De gode minder

En af de ting Ann-Louise Rusborg anbefaler, og som også blev drøftet meget i salen blandt publikum, er, at tænke over, hvordan man som forælder kan blive i barnets bevidsthed, efter de er væk.

Her kom der gode forslag fra publikum om at oprette en bog med barnets historie, opsætte en billedramme med billeder og videoer af forældrene, så der gennem disse effekter knytter sig minder, som andre kan tale med barnet om.

Publikum i salen var meget aktive, og delte mange gode og skrøbelige dilemmaer med hinanden. 

Der blev blandt andet også talt meget om søskende – vil de / vil de ikke tage ansvaret for deres handicappede bror/søster, når forældrene er væk, og hvad kan man som forælder egentlig forvente af det ”normale” barn i forhold til ansvar.

Sådan kommer du i gang

Hvis man som forælder ikke er kommet i gang med at berøre eller tale om emnet endnu, så har Ann-Louise Rusborg nogle helt konkrete råd, man kan tage fat på.

” Det første er at begynde at tale om de bekymringer og forventninger man har, og hvordan man ønsker tingene skal være.
Derefter skal man finde ud af, hvem der skal overtage ansvaret – er det bostedet, søskende, et familiemedlem eller en værge? 
Når de ting er på plads, så kan man begynde at skrive alt ned og lave en konkret handleplan.”

Ann-Louise Rusborg slutter aftenen af med at takke alle de fremmødte for at være åbne og dele deres historier med hinanden, og appellerer til at de bliver ved med at mødes og taler med hinanden om alle de svære tanker.
Og til sidst husker hun alle på: 

”Selvom det er et sårbart emne at tale om, så er det ikke farligt”.