Gå til hovedindhold

Humor, familiefølelse og stærkt kollegaskab giver Line arbejdsglæde

For SOSU-assistent Line Schakinger Hansen er stærke beboerrelationer og positive arbejdsfællesskaber med plads til sjov og grin altid i fokus i hendes arbejdsliv. Og så lever drømmen i hende om at videreuddanne sig til sygeplejerske.

10. mar. 2025
SOSU-assistent Line Hansen smiler

Indhold

    ”Der er mange, der siger til mig - hvor er det flot, du arbejder med den her målgruppe, hvortil jeg altid svarer, ”nej, er du klar over, hvor meget jeg får igen?”.

    37-årige Line Schakinger Hansen har de sidste seks år været ansat som social- og sundhedsassistent på Bostedet Carlshøjvej og har planer om at blive mange år fremover, da hun er meget begejstret for beboerne og sine kollegaer.

    Hvad er dine arbejdsområder?

    Ud over mine opgaver som SOSU-assistent, er der også det pædagogiske felt, som er en vigtig del af mit arbejde hver dag. At få indblik i den del har gjort mig bedre til mit arbejde, for det gør, at jeg får mulighed for at se hele borgeren.

    Jeg står også for en del IT-opgaver bl.a. alt det visuelle som skemaer, billeder til ophæng og opdatering af IBG-skærme i huset.

    En anden vigtig og mere følsom del af mit arbejde er, når beboerne kommer til mig og deler deres svære tanker og følelser. Jeg har været her i mange år, og derfor kender de mig rigtig godt og ved, at de altid kan komme til mig.

    Mange af beboerne er ældre og er vokset op her sammen og betragter hinanden som en slags familie.

    Derfor kan det også være svært for dem at opleve dødsfald, så jeg har også mange dybe samtaler med dem omkring, hvordan man håndterer at have døden tæt på.

     

    Hvilke værdier sætter du højt i dit job?

    Jeg har den tilgang til arbejdet, at jeg behandler beboerne, som jeg selv gerne vil behandles.
    Jeg reflekterer altid over, om dét jeg gør, er noget, jeg selv ville finde acceptabelt, og så huske på, at vi arbejder i beboernes hjem.

    Vi skal fokusere på hvad de ønsker, og hvordan vi kan forbedre deres livskvalitet – dét er en vigtig værdi at have med i jobbet.

    En anden værdi jeg sætter højt i mit job, er at skabe et miljø, hvor vi kan have det sjovt og være glade sammen – både borgere og kollegaer.
    Et sted, der ikke bare er kedeligt og ensformigt, men et sted, hvor alle trives og deler deres glæde hver dag.

     

    Hvad er succeskriterierne i dit job?

    Min succes måler jeg på, om jeg har været i stand til at hjælpe en borger, der har været ked af det, frustreret eller vist tegn på ubalance, videre med deres dag.

    At jeg kan gå hjem fra dagens arbejde og føle mig glad og godt tilpas, og tænke, at det har været en god dag for både beboerne og for mig.

    Det handler ikke om, at man nødvendigvis er glad hver dag, men mere om at være tilfreds og kunne lægge sig til at sove uden vrede eller tristhed.

    Hvad ser du som den største udfordring i dit job?

    Jeg tror, den største udfordring er, når jeg skal tale med det sundhedsfaglige netværk, f.eks. lægevagten på 18-13, omkring en borger. 

    Jeg har oplevet, at de kan være grove og nedladende i forhold til ikke at tro eller stole på vores sundhedsfaglige kompetencer, og at vi faktisk har et godt kendskab til beboerens sundhed og trivsel.

    Så i den sammenhæng har jeg flere gange oplevet ubehagelige samtaler – så det kan være udfordrende i jobbet.

     

    Hvad drømmer du om at opnå i dit arbejdsliv inden for de næste 5 år?

    Jeg drømmer om at videreuddanne mig til sygeplejerske, da jeg har en stor interesse for det arbejde og synes, det er både spændende og meningsfuldt.

    I mange år har jeg haft en følelse af, at jeg manglede nogle redskaber, og nu begynder jeg at længes efter den videreuddannelse, der kan give mig de kompetencer og det sygeplejefaglige ansvar, der følger med den rolle.

    Jeg kan ofte mærke, at når vi skal kontakte en sygeplejerske udefra, så kunne jeg måske selv have håndteret situationen, hvis jeg havde den nødvendige sygeplejerskeuddannelse.

    Så det handler også om at kunne gøre tingene mere effektivt og selvstændigt, uden at være afhængig af ekstern hjælp.

     

    Hvorfor kan du godt lide at arbejde på Bostedet Carlshøjvej?

    Jeg kom til dette bosted, før det blev en del af Chr. X' Allé.
    De tidligere kollegaer var meget åbne overfor alle, der kom ind, og havde altid den holdning, at vi alle var kollegaer, uanset hvad.

    Der var ikke noget, der hed ”bare vikar”. Den holdning har jeg, sammen med mine kollegaer, ført videre.

    I min nuværende kollegagruppe kan vi grine, være fjollede og lave sjov, men også være åbne om dårlige dage og støtte hinanden, især når vi står overfor svære situationer med borgerne. Dét har hjulpet os med at blive en stærk gruppe, og det gør, at jeg virkelig holder af at være her.

    Men det er ikke kun kollegaerne, der gør det. Borgerne har også en stor betydning. De har ramt mit hjerte 100% - de er alle individuelle og fantastiske, og det er umuligt ikke at føle, at vi er som en lille familie.

    Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde regnet med at blive her så længe.
    Jeg har altid været typen med "krudt i røven", men hver gang nogen spurgte, om jeg ikke skulle videre, har jeg svaret: "Nej, jeg er faktisk rigtig glad for at være her."

    Når jeg holder fri fra Carlshøjvej …

    ….så bruger jeg meget tid på at hækle og tegne.

    Jeg har tegnet siden jeg var en lille pige og har altid tegnet kvinder, men nu er jeg gået mere over til portrætter. Derudover så besøger jeg ofte min lille familie, som bor på Stevns.

    Når jeg holder ferie….

    ….så er jeg oftest hjemme.

    Jeg er ikke den type, der elsker at rejse ud. Jeg kan godt lide at være hjemme, lave kreative ting, besøge familie i Jylland eller være i mit kolonihavehus i Gladsaxe.

    Men jeg har dog tre steder, jeg drømmer om at besøge. 

    Det ene er Irland, fordi jeg elsker deres accent, den smukke natur og det irske folk.

    Nummer to er Rom, fordi der er så meget kunst og kultur.
    Det tredje land er Japan, som er en tur jeg sparer op til at tage på sammen med min far, for at opleve den anderledes kultur.

    Beskriv dig selv med 3 ord:

    Jeg er meget lattermild, og andre vil nok sige lidt en humørbombe, så er jeg loyal  over for andre og vellidt.

    Bonus Info om Line

    Er vokset op på Stevns
    Har boet 13 år i Lyngby i en etværelses lejlighed

    Ejer en kolonihave i Gladsaxe

    Har arbejdet hos Bostederne i 6 år, før var hun ansat hos Bostedet Kellersvej i Gladsaxe

    Stafetten sendes videre

    Line giver mikrofonen videre til Sophie Kryger Skaaning Hansen, som hun arbejder sammen med på Carlshøjvej, fordi hun synes hun har en særlig evne til at få kollegaer til at tænke anderledes.