Gå til hovedindhold
Nyhed

Inge elsker at skabe overblik, struktur og se alternative løsninger

I en portrætserie interviewer vi forskellige medarbejdere, der hver dag varetager det pædagogiske arbejde på Bostederne Chr. X's Allé og Carlshøjvej. Vi ser nærmere på deres arbejdsopgaver og roller for at få indblik i, hvad deres job indebærer.
 

ATP medarbejder Inge Henning smiler ved computer

I dette portræt går vi tæt på Inge Rygaard Henning, der arbejder som ATP ‘er (arbejdstidsplanlægger).

 

”Hej - kom inden for i vores hus ”.

Døren til hus G, 1, bliver åbnet af Inge Rygaard Henning, der tager storsmilende imod og viser hjemmevant hen til fællesrummet, hvor vi skal sidde og lave interviewet.

Til det første spørgsmål, om hvor længe hun har arbejdet på Bostederne, udbryder hun: 

”Jamen, jeg er jo en gammel rotte, for jeg har været i faget siden 1988 og har arbejdet her på stedet i over 10 år, i en stilling, der er delt op, så jeg arbejder 33 timer om ugen som pædagog, og 4 timer som ATP”.

Hvad vil det sige at være ATP (arbejdstidsplanlægger) - hvad går den rolle ud på?
Mit hovedansvar i ATP-rollen er at sikre, at huset kører så smidigt som muligt i forhold til at planlægge medarbejdernes arbejdstider. 
Jeg laver vagtplaner seks uger frem for husets otte faste medarbejdere og et tilsvarende antal vikarer, hvor både dag- og nattevagter skal dækkes.

Derudover holder jeg styr på ferie, afspadsering og omrokeringer, hvis der skulle opstå sygdom blandt medarbejderne.

De vigtigste kompetencer i denne rolle, synes jeg, er at kunne bevare overblikket, tænke i alternative løsninger og have en god talforståelse. Jeg elsker at have styr på tingene, og det giver mig stor tilfredshed, når timerne i vagtplanen går op, og jeg kan printe den ud og hænge den op.


Hvorfor kan du godt lide denne rolle? 
Jeg kan godt lide at løse en udfordring og få ting til at gå op. 
Arbejdet med vagtplanlægning er meget konkret og håndgribeligt, så for mig er dét arbejde et break og et godt supplement til den anden del af mit arbejde, som handler mere om pædagogik, følelser og engagement omkring en gruppe mennesker.


Hvordan samarbejder du med de andre ATP-kollegaer?
Vi har et stærkt netværk på tværs af organisationen, hvor alle med ATP-rollen mødes fire gange om året. 
Her kan vi i et trygt forum tale om de udfordringer, vi kan opleve i jobbet som arbejdstidsplanlægger, og jeg synes vi er ret gode til i fællesskab at hjælpe hinanden og komme med gode råd og måder at løse udfordringerne på.

 

ATP medarbejder Inge Henning kigger på computer

Hvad giver dig energi i dit arbejde med vores beboere?
Jeg har et kæmpe omsorgsgen og en stor lyst til at gøre noget for andre, så det giver mig stor tilfredsstillelse hver dag at kunne hjælpe med at løse udfordringer for denne gruppe borgere.

Mange af dem er meget visuelle, fordi de ikke forstår mange ord, så at kunne være med til at lave systemer, der kan hjælpe dem i deres hverdag, er meget givende.

 


Hvorfor kan du godt kan lide at arbejde her?
Jeg har arbejdet i hus G, 1, i over 10 år, og vi er en gruppe af medarbejdere som alle har været her sammen i hele den periode, og dét betyder, at vi kender hinanden rigtig godt.

Der er en lethed i vores omgangstone, som gør vi har det rigtig godt med hinanden.
Vi har alle god humor, og vi griner meget sammen, så det giver en virkelig god stemning og et godt fællesskab – samtidig med vi også går op i fagligheden sammen.

Så jeg kan godt lide min lille gruppe i huset, men synes også det er spændende at arbejde med opgaver, som går på tværs af organisationen og de andre beboerhuse.

Portrætbillede af ATP medarbejder Inge Henning

Tættere på Inge Rygaard Henning

 

 

 

Når jeg har fri…..
….kan jeg godt lide at lave noget med mine hænder. Jeg har en ret stor have, så jeg er i haven hver dag, hvor jeg ordner blomster- og grønsagsbede. 
Derudover elsker jeg at lave mad og gå ture med min hund.

 

Når jeg holder ferie…
…skifter det lidt mellem at holde storbyferie og være i sommerhus i Danmark.
Når vi er i sommerhus, kan vi tage hunden med, og så går vi lange ture i naturen.
På storbyferier holder jeg meget at dyrke landets kultur ved at spise lokalt mad og gå på opdagelse i deres kirker.

 

Beskriv dig selv med tre ord…
Jeg er meget rummelig og omfavnende, grinende med meget humor, og så prøver jeg altid at se lyst på tingene.
 

 

 

 

 

 

 

 

3 x Bonusinfo:
Inge bor på stor gård på 10.000 kvm grund i Gørlev Kommune
Har to børn på 25 og 26 år
Elsker at lave mad og bage
Har en hund og en kat på gården