Gå til hovedindhold
Nyhed

Fest, musik og fællesskab: Velliv Fonden støtter beboerne med ny donation

I år har den frivillige Venskabsforening og bestyrelse igen lagt en stor indsats i at søge midler til aktiviteter, der kan give beboerne gode oplevelser, som rækker ud over deres dagligdag.

Soren bork med donation fra Velliv

Da Venskabsforeningen inviterede pårørende, beboere og ansatte fra Bostederne Chr. X’s Allé og Carlshøjvej til overrækkelsen af en donation på 4.500 kr. fra Velliv Fonden, var der sørget for snacks, drikkevarer og hyggeligt samvær.

 

 

Taler og sange, der rør hjertet

Efter taler fra forstander Ole Mikkelsen, Venskabsforeningens formand Søren Bork, og Signe Adamsen fra Velliv, som officielt overrakte donationen, blev der budt op til musik og dans ved beboer bandet CXO.

 

Den tidligere pædagog Hanne Thordsen slog takten an på sin guitar, hvorefter de fire bandmedlemmer gik i gang med at synge og spille.

 

Den første sang rørte alle dybt, da bandet selv havde været med til at skrive teksten. Sangen handlede om de udfordringer, beboerne står overfor i deres hverdag, og hvordan aktiviteter som partybus, festivaler og bålaftener bringer dem glæde og ny energi.

 

Sang giver glæde og styrke

Forsangeren i bandet, Emilie Cambon, har boet på bostedet siden 2008, og sang og musik spiller en stor rolle i hendes liv. 

 

En af de mest mindeværdige oplevelser, hun har haft, var, da bostedet deltog i en MGP-konkurrence, hvilket blev muligt takket være tidligere donationer fra Venskabsforeningen.

 

” Når jeg synger, giver det mig en kæmpe glæde indeni, og så føler jeg mig som en stjerne.
Jeg elsker bare at vise, hvad jeg kan med min stemme, og jeg føler mig helt tryg, uden stress og nervøsitet”.

 

 

Portræt af Emilie Cambon

Dedikerede medarbejdere

Emilies mor, Anne Cambon, er også at finde blandt gæsterne, og hun er kommet for at støtte op om arrangementet og for se sin datter optræde.

 

” Jeg er så imponeret over, at teamet her i Aktivitetshuset har fået det her band op at køre.
 De er så dedikerede – kæmpe ros til dem.
 

Og det giver bare Emilie stor glæde at vide, at hun har en stærk side i sin stemme, og at hun på det område kan mere end almindelige mennesker – når man er funktionsnedsat på andre måder, er det jo fantastisk at få lov til at dyrke sin stærke side”

 

 

Aktiviteter styrker fællesskabet mellem pårørende

Som pårørende er Anne Cambon meget imponeret og fuld af respekt for det store arbejde, som  Venskabsforeningen udfører for at skaffe midler til oplevelser for beboerne.
Hun mener desuden, at disse oplevelser har haft en yderligere positiv effekt.

 

” Jeg synes, at deltagelsen i de her aktiviteter har gjort, at der er blevet bedre social interaktion imellem de pårørende – vi er lidt som en familie, som efterhånden kender hinanden rigtig godt”.

 

Donationerne er vigtige

Når man spørger formand Søren Bork om, hvordan det føles at se donationerne udfolde sig som uforglemmelige oplevelser for beboerne, siger han:

 

”Det gør mig glad i hjertet at se, hvordan disse donationer er med til at forsøde beboernes tilværelse. Hvis vi ikke gjorde noget, ville de jo ikke få disse oplevelser, for kommunen skal jo spare og spare, så der er ikke plads til så meget”, udtaler Søren Bork.

 

I år skal donationen fra Velliv bruges til en tur rundt med partybus for beboerne. 

Lige efter dette arrangement skal bestyrelsen i Venskabsforeningen, i tæt samarbejde med Bostedets ansatte og beboere, begynde at drøfte, hvilke oplevelser beboerne ønsker at få støtte til i det kommende år.

 

Siden Søren Bork i 2020 gik forrest og startede Venskabsforeningen, har de samlet ca. 270.000 kr. ind fra donationer, de har modtaget fra erhvervslivet bl.a. Dansk Bank, Nordea, Trygfonden, Johannes Fog Fonden, Else Lachmanns Fond, Heinrich og Laurine Jessens Fond og Lyngby Kommune.

 

Pengene er gennem årene gået til redskaber og udstyr som sansestole, sanserum, IBG-skærme, fællesarrangementer og begivenheder, som partybus, Royal Run og Sjællandsfestivalen.

Alle disse arrangementer, begivenheder og nye faciliteter er ting, som beboerne har ønsket for at forbedre deres hverdag.