Gå til hovedindhold
Du er her:

Studerende

Vi samarbejder med Københavns Professionshøjskole, Campus Nordsjælland og Absalon Campus Roskilde.

Samarbejde

Hvert halve år modtager vi to til tre studerende i 2. eller 3. praktik. De studerende er i praktik i et halvt år, og praktikforløbene starter i juni og december.

Derudover modtager vi tre til fire Bachelorgrupper om året, som skal skrive deres afsluttende opgave på pædagoguddannelsen (4. praktik). Disse grupper indsamler empiri til deres bacheloropgave, og de bliver i deres forløb hos os tilknyttet en tovholder og et team, hvor der er mulighed for at fordybe sig, udarbejde interviews mm. og få sparring og vejledning.

Igennem en årrække har vi på bostedet oparbejdet et internationalt samarbejde, hvor vi hvert år modtager studiehold med udenlandske studerende i et par uger.

Struktur

Vi har udarbejdet en struktur, der sikrer, at den studerende når sine uddannelsesmål. Strukturen tager hensyn til de gældende studiebekendtgørelser og udformning af pædagoguddannelsen.

Når studerende starter hos os, får man tildelt en fast praktikvejleder i den boenhed, som den studerende bliver tilknyttet. I hele praktikperioden er den studerende også tilknyttet et fast team og beboergruppe.

Vi har en praktikkoordinator, der skal sikre et godt samarbejde med de forskellige uddannelsesinstitutioner. Praktikkoordinatoren arbejder løbende med bostedets vejledningsmaterialer, så de er justeret med gældende bekendtgørelser. Praktikkoordinatoren samarbejder tæt med de studerende, praktikvejlederne i de forskellige teams og ledelsen.

Forventninger

En god og lærerig praktikperiode forudsætter, at både bostedet og den studerende investerer i forløbet. Vi værdsætter den sparring, og de pædagogiske refleksioner der opstår, når vi i en længere periode har studerende tilknyttet et team, som skal forholde sig til vores faglighed. De faglige refleksioner, samtaler og vejledning er med til at udvikle vores praksis.

I løbet af en praktikperiode har vi en forventning om, at vores studerende deltager i pårørenderådsmøder, handleplansmøder, supervision og ledelsesmøder, hvis der er mulighed for det.

Hvis du har spørgsmål til dit kommende praktikforløb, er du meget velkommen til at kontakte vores praktikkoordinator Rasmus Iversen på rasmi@ltk.dk.

God feedback fra de studerende

”Ledelsen og teamet er imødekommende og har under min praktikperiode vist en faglig nysgerrighed, som har givet mig som studerende en grobund til at udfolde mig fagligt.”

– Maja, pædagogstuderende